søndag den 9. september 2012

Oktronium på phonofestival

Hvis du er i Odense d. 13.-15. september så husk at tjekke phonofestivalen, som har et særdeles godt program i år. Ud over fantastiske navne som Mouse on Mars, DZA og Debruit, så vær især opmærksom på OKTRONIUM, et mystisk odenseansk project som efter forgodtbefindende inkluderer forskellige aktører fra den lokale elektroniske scene. Således vil Giedo Primo angiveligt også være en bestanddel af denne koncert på den ene eller anden måde.



Andre nyheder: Rillbar har nu fået en mere regulær webshop op på deres hjemmeside, således at samtlige Giedo Primo og Hamarplazt-vinyler kan bestilles direkte derfra. Husk desuden at tjekke Giedo Primo soundcloud-profilen, hvor der med ujævne mellemrum kommer nye numre op.

søndag den 20. maj 2012

Himmelskib-koncert til Havnekulturfestivalen

Her er den endelige info om min koncert den 26. Maj til Havnekulturfestivalen 2012:

Koncerten finder sted i Kulturteknologihallen, starter kl. 21, og er gratis.

Fra 21 og frem til ca. 22:20-22:30 vises den klassiske science fiction-stumfilm Himmelskibet, hvortil jeg og Jomi Massage laver et mere eller mindre improviseret soundtrack.

Efter filmen vil, det vil sige ca. 22:25, vil der være en 30-40 minutters Giedo Primo-koncert som en slags ekstranummer.

Find Kulturteknologihallen på kortet her.
Læs programmets omtale af arrangementet her.
Se hele festivalens program her.

Bemærk forøvrigt også, at der jævnligt kommer både nye og gamle ting op på min soundcloud-profil.

onsdag den 11. april 2012

Havnekulturfestival 2012 + soundcloud

Om aftenen lørdag d. 26. maj skal jeg spille til Havnekulturfestivallen i Odense, som en del af et arrangement lavet af Fyens Kunstmuseum i forlængelse af udstillingen "Himmelgåder". Koncerten tager udgangspunkt i den gamle science fiction stumfilm "Himmelskibet", og vil til dels fungere som en improviseret lydside til denne. Støjrock-musikeren Jomi Massage leverer også en del af denne lydside, men de nærmere detaljer om formen (eller koncertens præcise tidspunkt) ligger endnu ikke helt fast. Jeg vil opdatere her så snart jeg ved mere - og linke til yderligere information fra festivalens side, når den kommer op.

Derudover bør det også nævnes, at jeg nu har fået lavet en Giedo Primo-soundcloud-profil, hvor jeg forhåbentlig vil få en masse musik op i den nærmeste tid. Foreløbig ligger der to uudgivne numre, Future Colours og Delikon Winter.